Her i slutningen af årets første kvartal eller begyndelse af andet kvartal er der mange forhandlinger i gang. Der bliver forhandlet lønoverenskomster. Der bliver holdt generalforsamlinger. Der bliver holdt en uendelig række af bestyrelsesmøder, så strategierne for det kommende år kan blive fastlagt. Mange af møderne og forhandlingerne ender i enighed. Eller i det mindste i en aftale, som alle parter kan leve med. Men i nogle tilfælde, så ender forhandlingerne i konflikt. Det kan give katastrofale følger. Se fx på den pukkel af patienter, der er på venteliste som resultat af konflikten med sygeplejerskerne for nogle måneder siden.
Strejker
Havde sygeplejerskerne ikke strejket, så ville nogle patienter kunne være hjemme og komme sig nu. Men fordi konflikten, sygeplejerskerne var inde i, var hård og ikke kunne løses, så blev anbefalingen fra deres tillidsrepræsentanter, at de strejkede. Kom der noget ud af det? Det er ikke til at sige. Det seneste, vi ved, er, at mange sygeplejersker stadig føler sig udmattede, underbetalte og derfor søger imod andre arbejdspladser, hvor betingelserne er bedre. Havde sygeplejerskerne været på kursus i konflikthåndtering? Altså deres tillidsrepræsentanter. Det er bestemt ikke sikkert. Måske. Vi ved det ikke. Men vi ved, at de formåede at sætte hårdt imod hårdt. Derfor førte konflikten til strejker.
Lange forhandlinger
Vi ved heller ikke, hvor længe sygeplejerskerne havde forhandlet med staten, inden de gik i strejke. Det eneste, vi kan antage, er at, de ikke ville give sig. De ville ikke acceptere de tilbud, som de fik. Af gode eller dårlige grunde. Det kan vi ikke bedømme. Vi ved bare, at sygeplejerskerne ikke nåede frem til de resultater, som de ønskede. Derfor optrappede de måske konflikten. Derfor gik de i strejke – i håbet om at få nogle af deres krav igennem. På den anden side: Kunne staten have lyttet lidt mere til sygeplejerskerne? Burde de forhandlere, der repræsenterede staten, ikke have fulgt mindst et intensivt kursus i konflikthåndtering, så de kunne lære at lytte til det, som sygeplejerskerne i virkeligheden talte om? Det var jo ikke kun et spørgsmål om ’mere i løn’. Det er et spørgsmål om deres arbejdsbetingelser. Og dermed om deres livskvalitet. Om deres familieliv.
Filosofering er jo nemt
Vi kan godt sidde her og filosofere over, hvorfor sygeplejerskerne gik i strejke. Vi kan se sagen fra alle vinkler: Krav om højere løn og bedre arbejdsbetingelser. Mangel på forståelse – og et generelt krav om at skære ned på de offentlige udgifter indenfor den sociale og helbredssektoren. Det kommer vi ikke nogen vegne med. Vi kan dog også se, at fordi konflikten ikke endte med en løsning, som alle kunne være tilfredse med, så har hospitalerne i dag ultralange ventelister, hvilket bestemt går ud over almindelige mennesker med sygdom. Det er ikke tilfredsstillende. Det vækker mistillid og bekymring for fremtiden.
Så, burde fagorganisationernes repræsentanter – ligesom statens repræsentanter i form af embedsmænd og eksperter – ikke lære at blive bedre til at forhandle? Burde de ikke jævnligt blive sendt på kurser i konflikthåndtering, så de står bedre rustet til at løse hårde og langvarige konflikter. Resultaterne af mislykkede forhandlinger ser og hører vi – de almindelige borgere – jo meget hurtigt om.
